Chefkaptajn på Mols-Linien gør comeback
Efter 21 år giver Mols-Liniens chefkaptajn, Flemming Ejlersen, kasketten videre til 45-årige Poul Pedersen, der tidligere har sejlet for rederiet. Den nye chefkaptajn gør dermed comeback på verdens største hurtigfærger.
”Der er sket meget, siden jeg sidste gang var ansat i Mols-Linien, og nu vender jeg tilbage med friske øjne og ser frem til at være en del af den positive rejse, som rederiet i disse år er ude på. Eksempelvis er der en ny superfærge på vej, og hurtigfærger er jo noget, jeg har beskæftiget mig rigtig meget med, så den glæder jeg mig til at tage imod i 2017”, siger Poul Pedersen.
Han bestred fra 2005 til 2012 posten som overstyrmand og fungerende kaptajn hos Mols-Linien. Han er oprindeligt uddannet bådbygger og senere uddannet hos A.P. Møller-Mærsk, hvor han i syv år sejlede container- og forsyningsskibe. Siden har han været omkring Unifeeder og det tyske rederi FRS, og endelig har Poul Pedersen undervist i at sejle hurtigfærger i Oman i Mellemøsten og sideløbende uddannet sig til lods i Aarhus Havn.
Hos Mols-Linien ser direktør Søren Jespersen frem til at udbygge kaptajnstaben med de styrker, som Poul Pedersen bidrager med.
”Poul Pedersen har jo været hos os før og kommer derfor til at bidrage med kontinuitet samtidig med, at han kan tilføre rederiet et nyt mindset. Han er ambitiøs, energisk og erfaren, og de kvaliteter rimer rigtig godt på resten af teamet. Vi er meget glade for at byde Poul Pedersen om bord og glæder os på samme tid over at beholde Flemming Ejlersen i eget regi”, siger han.
Flemming Ejlersen fortsætter som kaptajn på den ene af Mols-Liniens tre hurtigfærger, KatExpress 1.
Kilde: Mols-Linien