CETA aftale godt for danske rederier
Nye beregninger viser, at sidste års handelsaftale mellem EU og Canada, CETA-aftalen, har haft positive indvirkninger på samhandlen kontinenterne imellem og øget eksporten fra EU til Canada markant. Det kan mærkes i rederierne.
”Aftalen med Canada er et benchmark for fremtidige EU-handelsaftaler. Ser vi på de verserende konflikter mellem USA og dets internationale handelspartnere, understreger det vigtigheden af aftaler som CETA. Handelsaftaler har generelt en positiv indvirkning på eksporten landene imellem. Derfor er det vigtigt, at EU fortsat presser på for at sikre de bedste handelsaftaler for europæisk erhvervsliv,” siger Jacob K. Clasen.
Sidste års afskaffelse af stort set alle toldsatser har forbedret virksomhedsklimaet mellem Canada og EU, hvilket har øget eksporten fra EU over Atlanten til Canada mærkbart. Canada er Danmarks 13. største handelspartner, og der eksporteres sammenlagt for 7,5 milliarder kroner om året til Canada.
CETA’s foreløbige ikrafttrædelse har afskaffet næsten alle toldbarrierer. Det gavner især danske små- og mellemstore virksomheders eksport til Canada samt den danske landbrug- og fødevaresektor. Der bliver desuden transporteret en større mængde gods mellem kontinenterne. Det er positivt for søfartserhvervet.
”At handelsaftalen mellem EU og Canada nu ser ud til at øge eksporten mellem de to parter, er gode nyheder. CETA letter utvivlsomt arbejdet for både europæiske og canadiske eksportører. Vi har over de seneste år set øget handel mellem Canada og Europa og har som konsekvens introduceret en ny rute mellem Montreal og Europa”, siger Karsten Kildahl, Regionschef for Europa, Maersk.
Den markante stigning i rederiernes aktivitet i Canada kan ikke alene tilskrives handelsaftalen, men den har dog en vigtig betydning, mener direktør i Danske Rederier Jacob K. Clasen.
Kilde: Danske Rederier