Carnival gennemgår samtlige skibe
Det amerikanske krydstogtrederi Carnival Cruise Lines gennemgår nu alle rederiets krydstogtskibe for at forhindre, at en brand i skibenes maskinrum kan få så omfattende konsekvenser, som det skete om bord på Carnival Triumph i sidste måned.
Krydstogtskibet befandt sig i Den Mexicanske Golf, da en lækage i et brændstofrør startede en brand, der på trods af hurtig indgriben ikke kun satte det ramte maskinrum, men begge de adskilte maskinrum om bord, ud af spillet.
Resultatet var, at mere end 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer blev tvunget til at tilbringe fem dage under kummerlige forhold om bord, hvor overfyldte toiletter, afføring og urin i kabinerne og stank af kloakvand og rådne madvarer, var en ubehagelig del af virkeligheden.
Carnival har nu sammensat en gruppe af eksperter - skibsingeniører, maskiningeniører, forsikringsfolk og sikkerhedseksperter - der skal gennemgå samtlige krydstogtskibe i rederiets flåde, for at sikre, at noget lignende ikke kan gentage sig.
Carnival Cruise Lines CEO Gerry Cahill oplyser, at rederiet er indstillet på at dele den viden man når frem til med hele branchen.
Kilde: Carnival Cruise Lines