Cannes lukker ned for krydstogtskibe
En af de mest populære krydstogtdestinationer i Middelhavet lukker nu ned for besøg af krydstogtskibe, der sejler på brændstof indeholdende mere end 0,1 pct. svovl. Cannes er Frankrigs fjerdestørste krydstogtshavn, men må imødese langt færre besøg i fremtiden.
“Det handler ikke om at være mod krydstogtskibe, men om at være imod forurening,” siger byens borgmester, David Lisnard i en kommentar til de nye regler.
Middelhavet - og dermed Cannes - er ikke en del af den såkaldte ECA-zone, der blandt andet omfatter Nordsøen, Østersøen og de nordamerikanske farvande, hvor det siden 2010 har været forbudt at benytte brændstof indeholdende mere end 0,1 pct. svovl.
Fra 1. januar 2020 bliver det forbudt globalt at benytte brændstof med mere end 0,5 pct. svovl, men Cannes ønsker altså en lavere grænse, skriver Reuters.
Redaktionen