Bunkerfirma anker dom for bedrageri
Et dansk selskab, der er specialiseret i handel med brændstof til skibe, blev i slutningen af september dømt for bedrageri ved retten i Kolding. Desuden blev en topleder også dømt. Sagen er dog ikke slut endnu, for det unavngivne selskab har besluttet at anke dommen.
Dermed bliver navneforbuddet heller ikke ophævet lige med det første. Sagen drejer sig om 24 leverancer af skibsbrændstof, hvor retten fandt det bevist, at det unavngivne selskab gennem en årrække har leveret mindre brændstof end det, der var faktureret.
Virksomheden er dømt til at betale en bøde på 10 millioner kroner, mens den ene af de to tiltalte ledere bliver straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder. Den anden tiltalte leder blev frifundet. Nu venter så anden omgang i landsretten.
Kilde: domstol.dk/Børsen