Broström styrket gennem krisen
Robert Mærsk Uggla, der er topchef for tankskibsrederiet Broström, som er en del af Maersk Tankers, siger i et interview, at Broström er blevet trimmet betydeligt og derfor står stærkere i dag end for nogle år siden.
”Siden jeg tiltrådte som direktør i september 2009, har vi arbejdet hårdt med at skære vores omkostninger og få integreret Broström med Maersk Tankers. Vi har blandt andet opnået store besparelser ved at slanke medarbejderstaben på hovedkontoret i Göteborg, outsourcet funktioner til Indien samt nydt godt af de stordriftfordele, der er i Mærsk-familien”, siger Robert Mærsk Uggla i et interview med Jyllands-Posten.
”Sammenlignet med flere af vores konkurrenter er vores præstationsevne god, men der findes hele tiden områder, hvor vi kan forbedre os. Men efter tre dårlige år i tankmarkedet oplever mange andre rederier en akut likviditetskrise. Flere af vores konkurrenter lever nu på bankernes nåde”, siger Uggla.
Robert Mærsk Uggla, der er barnebarn af Mærsk McKinney Møller, er nævnt som en mulig efterfølger for Søren Skou som topchef for Maersk Tankers.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten