Brand på suptertanker blusset op igen
Branden på det fuldt lastede tankskib New Diamond er blusset op igen mindre end en dag efter, at myndighederne meddelte, at den var blevet slukket. Høje interne temperaturer i skibet er sammen med hård vind angiveligt årsagen til genantændelsen. Der har fortsat ikke været udslip fra skibet.
Myndighederne på Sri Lanka var forberedt på, at branden kunne blusse op igen, og derfor var skibet fortsat blevet oversprøjtet med havvand for at køle det ned.
Overvågningen af mulige olieudslip enten fra brændstoftankene, der indeholder 1.700 tons diesel, eller fra tankene med omkring to mio. tønder råolie fortsætter, mens ni skibe fra Sri Lanka og Indien fortsætter brandslukningsindsatsen, assisteret af fem slæbebåde og fly fra Den Indiske Kystvagt og Sri Lankas luftvåben, der smider vand over skibet.
Branden brød ud tidligt om morgenen den 3. september efter en eksplosion i maskinrummet. Et besætningsmedlem er omkommet, mens de øvrige 22 er evakueret fra skibet, der var på vej med råolien fra Kuwait til Indien, da ulykken skete.
Kilde: Maritime Executive