Brand hos Tuco Værftet i Faaborg
Tirsdag eftermiddag er der opstået en kraftig brand i Tuco’s store lagerhal i Fåborg. En færge der skulle have været afleveret til en kunde i næste uge er ifølge TV2/Fyn udbrændt totalt.
”Det er et kæmpe slag for os. Det er ikke ret sjovt”, siger Jakob Frost, der er medejer af virksomheden, til TV2/Fyn.
Brandvæsenet kæmper tirsdag eftermiddag fortsat med at få ilden under kontrol.
”Det er ild i glasfiberkonstruktioner, og ilden har fået fat i taget og hallen, og vi pøser vand på for at sikre virksomheden materiel”, siger indsatsleder Thomas Waldersdorff fra Brand og Redning i Faaborg-Midtfyn Kommune til TV-stationen.
Overbygningen til den nybyggede båd er ifølge TV2/Fyn blevet reddet, men selve skroget er totalt forsvundet i flammerne. Der er i øjeblikket ingen oplysninger om årsagen til branden.
Tuco har specialiseret sig i at bygge skibe af kulfiber og glasfiber.
Kilde: TV2/Fyn