Brand afspærrer dele af Aarhus Havn
Der er onsdag eftermiddag udbrudt brand på virksomheden Aarhuskarlshamn på Slipvej ved industrihavnen i Aarhus. Politiet har evakueret og afspærret området ved Sydhavnsgade, Slipvej og Celebesvej. Ifølge Østjyllands Politi er ingen personer kommet til skade ved branden.
”Alle ansatte på Aarhuskarlshamn er blevet evakueret, og ifølge vores meldinger skulle ingen være kommet noget til”, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Alarmen indløb klokken 13.36. Østjyllands Brandvæsen er ved at få kontrol over branden, men der er risiko for kraftig røgudvikling og mindre brag. Klokken 15.30 ses der dog ikke nogen større røgudvikling.
Køretøjer der skal til havnen, skal vælge andre ruter end ovenstående veje. Politiet anmoder om, at man ikke søger mod området og i øvrigt følger politiet anvisninger.
Aarhuskarlshamn fremstiller blandt andet vegetabilsk olie, som er meget brandfarligt. Det er kun virksomheder på havnen, der bliver påvirket af branden.
Opdatering fra Østjyllands Politi klokken 15.42: Brandvæsnet arbejder stadig på at slukke branden, hvilket fortsat kan give røgudvikling i området. Slukningsarbejdet forventes at vare nogle timer endnu.
Kilde: Østjyllands Politi