BornholmerFærgen har pæn statistik
BornholmerFærgen har afleveret sin regularitetsoversigt til Trafikstyrelsen for januar og februar måned 2013. Den viser, at færgerne stort set overholder fartplanen. I løbet af de to vintermåneder var der 472 afgange, heraf var de 455 afgange rettidige, det er 96,4 procent.
I januar var der 248 afgange på Køge - og Ystad - ruterne og af disse ankom færgerne til tiden i 96 procent af tilfældene. Der var to aflyste afgange. Det var 31. januar 2013, hvor stormende kuling og vindstød af stormstyrke bevirkede, at sejladsen på Rønne-Ystad var indstillet frem til klokken 16.30.
Februar havde 224 afgange, og her ankom færgerne 96,9 procent til tiden. To afgange var aflyst. Rederiet oplyser ikke hvorfor.
Rederiet Færgen har besluttet at gennemføre ekstra afgange mellem Ystad og Rønne i forbindelse med Folkemødet på Bornholm midt i juni. Der bliver tale om seks ekstra afgange.
Folkemødet 2013 åbner torsdag den 13. juni kl. 15 og slutter søndag den 16. juni 2013.
Kilde: bornholm.nu