Boreplatforme i Nordsøen er slidt ned
40 år med olie fra Nordsøen har sat sine spor. Over halvdelen af platformene i den britiske del af Nordsøen har overskredet deres udløbsdato, eller også er de tæt på at gøre det. Det oplyser det britiske arbejdstilsyn HSE.
Det britiske Arbejdstilsyn er bekymret over olieplatformenes tilstand og høje alder, og det advarer om, at selskaberne er nødt til at rette op på uacceptable forringelser af sikkerheden.
Tilsynet ønsker ikke at oplyse, hvilke felter, der er i søgelyset. Men programmet for at rette op løber til 2013.
"De aldrende installationer udgør en risiko for forringelser med alvorlige konsekvenser for sikkerheden til følge. Det er ikke acceptabelt", siger Steve Walker, leder af HSE's offshore-afdeling, til Nyhedsbrevet 3F.
Platformenes alder er ikke arbejdstilsynets eneste bekymring. Antallet er alvorlige ulykker i den britiske del af Nordsøen er steget i 2010. Industrien skal forbedre sikkerheden, og Steve Walker er også skuffet over, at antallet gasudslip i den britiske del af Nordsøen steg i 2010.
Kilde: Nyhedsbrevet 3F