Blue Water vil transportere fundamenter
Blue Water Shipping udvider nu aktiviteterne omkring vindmølletransport til også at omfatte transport af fundamenter til offshore vindmølleparker. BWS vil tilbyde transport af fundamenter over hele verden, men det primære fokusområde er Europa.
”Logistik omkring fundamenter passer godt ind i vores nuværende portefølje af produkter og services til vindmøllebranchen, som vi leverer transport og logistikløsninger til i hele verden. Derudover har Blue Water omfattende erfaring med store projekttransporter til andre brancher blandt andet olie- og gasindustrien. Denne erfaring kan vi drage nyttet af ved transporten af de store fundamenter, som kræver specialviden”, siger Brian Sørensen, salgs- og udviklingschef for det nye produkt.
”Målet med at tilbyde transport af offshore vindmøllefundamenterer er at medvirke til at optimere hele transportfasen for vores kunder. Vi har udviklet vores nuværende services, så de kan tilpasses de enkelte kunders behov og krav, og vores løsninger bygger på vores store tekniske in-house kompetencer samt vores årelange deltagelse i globale vindmølle- og projekttransporter”, siger Brian Sørensen.
Blue Water Shipping vil tilbyde transport af fundamenter over hele verden, men det primære fokusområde er Europa, hvor firmaet lige nu er involveret i etableringen af adskillige vindmølleparker. Det operationelle setup er et tæt samarbejde med Blue Water Shippings afdelinger for Wind Logistics og Oil, Gas & Industrial Projects.
Kilde: Blue Water Shipping