Blue Water transporterede bro til Odense
Blue Water har for Bladt Industries A/S leveret en lang række ydelser i forbindelse med anlæggelsen af Stibroen i Odense. Broelementerne skulle sejles fra Polen til Danmark, så Blue Water chartrede coasteren ”MV Tina”, som størrelsesmæssigt passede til opgaven med at transportere de seks brosektioner.
”Siden vi fik tildelt opgaven i marts, har vi været i tæt dialog med Bladt Industries omkring transporten og tilpasset den til de småændringer, der altid vil komme til så stort et projekt. Det kræver grundig forberedelse at udføre opgaven tilfredsstillende”, siger Kenneth Ruby, projektleder hos Blue Water i København.
Lastning til coasteren stod afsender selv for, mens Blue Water stod for surring af sektionerne til skibet samt den efterfølgende transport frem til byggepladsen i Odense.
”Ved ankomsten til Odense stod Blue Waters eget stevedoreteam fra Lindø for losningen. Den sidste del af transporten fra havnen til byggepladsen kunne kun foregå om natten på grund af dimensionerne – den største sektion var 31 meter lang, 10 meter bred og vejede 119 ton”, fortæller Kenneth Ruby.
Den 135 meter lange Stibro vejer 483 ton i alt og krydser 15 jernbanespor. Broen vil forbinde Odense Havn med byområdet.
Kilde: Blue Water