Blue Water flytter i Hirtshals Havn
Den 20. juli 2015 flyttede Blue Water Shipping i Hirtshals til nye lokaler på Jens Munksvej 1. Virksomhedens tidligere lokaler på Østhavnsvej på havnen i Hirtshals var ikke længere tilstrækkeligt store, hverken i dag eller i forhold til forventningerne til den fremtidige udvikling.
”Vi har de seneste år haft en løbende vækst i aktiviteterne på Hirtshals Havn, og den udvikling vil vi naturligvis gerne fortsætte, og det er desværre ikke muligt inden for de nuværende rammer, og derfor flytter vi til nye lokaler”, siger direktør Bent Rasmussen hos Blue Water Shipping i Hirtshals.
En stor del af Blue Waters nuværende aktiviteter udgøres af godstrafikken på Island og Færøerne i samarbejde med Smyril Line. Derudover forventer man vækst inden for offshore sektoren samt på godstrafik på Norge, hvor Blue Water Shipping har igangsat en strategisk vækstindsats.
Blue Water Shipping i Hirtshals har i dag 18 medarbejdere. Direktør Bent Rasmussen forventer yderligere ansættelser inden for speditionsområdet over de kommende år, efterhånden som aktivitetsniveauet stiger.
De nye lokaler er lejet hos MarineShaft. Der er udsigt over den udvidelse af havnearealet på 250.000 kvadratmeter, Hirtshals Havn er i gang med, og som forventes færdig i 2016.
Kilde: Hirtshals Havn