Blue Water engageret i vindindustrien
Blue Water Singapore er blevet mere og mere involveret i vindindustrien i Asien, siden Singapore-selskabet for otte år siden begyndte at fokusere på vind. En af de primære udfordringer for vindprojekter i den del af verden er infrastrukturen, som både giver udfordringer i udførelsen af projektet og for sikkerheden.
”Vores egentlige gennembrud i Asien kom, da vi gennemførte tre fortløbende projekter i Australien – Macarthur, Mortens Lane og Mimbida, hvor 175 vindmøller blev leveret. Siden da har vi leveret til Caparispisan og Pililla, som er to udfordrende projekter på Filippinerne”, siger Bjarke R. Nielsen, som er ansvarlig for forretningsudvikling hos Blue Water i APAC-regionen.
Vindprojekterne på Filippinerne gav Blue Water god mulighed for at vise, hvad virksomheden kan bidrage med af innovative løsninger.
”Vores løsninger inkluderede roll on/roll off fra pram, konstruktion af en midlertidig landingsplatform og ændring af enkelte industristandarder”, siger Bjarke R. Nielsen.
Der er flere grunde til, at man ifølge Bjarke kan se optimistisk på fremtiden.
”Den politiske opmærksomhed, der er på CO2-udledning, betyder, at fokus på vedvarende energi er forøget. Sammen med den forbedrede konkurrencedygtighed, som den teknologiske udvikling har skabt, giver det god grund til at være optimistisk omkring udvikling af flere vindprojekter i Asien i nærmeste fremtid”, siger Bjarke R. Nielsen.
Kilde: Blue Water Shipping