Blodig forbrydelse i DFDS maskinrum
KORT NYT: Den 10. november udspillede der sig en blodig forbrydelse i DFDS færgen Pearl Seaways maskinrum. Holdet bag den berømte danske tv-krimiserie Forbrydelsen gik om bord og filmede mange dramatiske scener til den tredje sæson af Forbrydelsen.
Serien er baseret på en politiefterforskning ved vicekriminalkommissær Sarah Lund og hendes kolleger om en bestemt sag.
Hvert afsnit af en times varighed dækker 24 timer af efterforskningen. Der kommer dog til at gå et stykke tid, inden vi kan nyde scenerne fra Pearl Seaways på dansk tv, da den tredje sæson ikke bliver vist før september 2012.
Kilde: DFDS Update