Blaaholm fordobler produktionsarealet
Blaaholm fra Esbjerg, der leverer blandt andet specialmaskiner og løfteudstyr til offshore-sektoren, indviede fredag en helt ny produktionshal på 900 kvadratmeter med en frihøjde på 6,4 meter og 200 kvadratmeter kontorfaciliteter, der primært skal bruges af teknisk afdeling.
”Vi har sidste år oplevet en vækst på 90 procent, og væksten er fortsat i 2014. Ved årsskiftet besluttede vi at bygge til, og det færdige resultat indvies officielt i dag. Men hvad vi troede ville være en fremtidssikring for en periode, har vist sig at være forkert”, sagde Torben Blaaholm, adm. direktør, i forbindelsen med indvielsen fredag.
Blaaholms samlede produktionsareal er nu på 5.600 kvadratmeter, og det samlede antal medarbejdere er indtil videre på 44, men det stopper ikke her, for Blaaholm forventer at ansætte flere medarbejdere snarest på grund af væksten.
I 2015 forventer Blaaholm en samlet omsætning på cirka 80 millioner kroner.
Kilde: Metal Supply