Bjærgning af Sea Worker på stand-by
Miljøskibet Gunnar Seidenfaden ankom i går til Hvide Sande Havn, hvor det bliver, indtil bjærgningen af A2Seas installationsfartøj Sea Worker er overstået. Gunnar Seidenfaden ligger klar, hvis Sea Worker skulle lække olie.
Foto: Søværnet 1. Eskadre.
Vejret har endnu ikke gjort det muligt at bjærge Sea Worker, som sidste onsdag gik på grund ved Nymindegab på den jyske vestkyst. Fartøjet var under bugsering fra Frederikshavn til Esbjerg, da en slæbetrosse sprang, og skibet begyndte at drive mod land.
Alle 15 besætningsmedlemmer blev evakueret, og ingen kom noget til. Fartøjet står nu med de fire ben på 10 meters vanddybde. Sea Worker kan hæves 40 meter op over vandoverfladen, og benene er 73 meter lange.
”Det hollandske bjærgningsfirma Smit Salvage, der er hyret ind til at klare opgaven, er i området og går i gang, så snart vejret tillader det”, siger Jens Hansen, direktør for A2Sea.
Kilde: Dagbladet Ringkøbing-Skjern