Billigere strøm fra havvindmøller
Ingeniørvirksomheden R&D samarbejder med Aalborg Universitet om udvikling af en ny testmetode til vindmøller, der i sidste ende kan give forbrugerne billigere strøm fra vindmøller. Projektet, der støttes af EUDP (Energiteknologisk udvikling og demonstration), løber i tre år.
”Målet er kort fortalt at udvikle et testsystem, der tester så realistisk som muligt, holder testtiden nede på et halvt år eller mindre og samtidig forbruger mindre energi end testsystemerne gør i dag”, siger Jes G. Andersen, civilingeniør hos R&D A/S i Aarhus og projektleder på udviklingsprojektet.
Prisen på strøm fra vindmøller er den altafgørende faktor for den fortsatte udbredelse af vindenergi. Særligt offshore vindenergi er udfordret af meget høje installations- og etableringsomkostninger til blandt andet fundamenter. Men også prisen på møllen og især prisen på service og vedligehold i hele møllens levetid har stor betydning for prisen på strømmen. I den sammenhæng har det også stor betydning, at testen af vindmøllerne kan ske til en reduceret pris og samtidig være så pålidelig og naturtro som muligt.
R&D har otte medarbejdere tilknyttet projektet, mens Aalborg Universitet stiller med fire. Over de tre år, som projektet varer, vil de to samarbejdspartnere tilsammen levere 10 års arbejde på projektet. Det samlede budget er på omkring 12 millioner kroner.
Kilde: R&D