Besætning reddet fra brændende skib
Tolv besætningsmedlemmer blev reddet fra fragtskibet MV Bellatrix, efter at en brand i maskinrummet kom ud af kontrol. Skibet var på vej i Middelhavet omkring 180 sømil sydøst for Catania i Italien, da det udsendte nødsignaler onsdag 8. april.
Foto: Den italienske kystvagt.
Besætningen meddelte, at den ikke havde mulighed for at stoppe branden i maskinrummet og derfor bad om øjeblikkelig assistance. Handelsskibet MV Arife, der befandt sig i området, kom hurtigt til stedet og evakuerede den russiske besætning fra det brændende skib.
Ifølge den italienske kystvagt var skibet ikke lastet, og der var ikke synlige tegn på forurening i området. Flere fly og skibe fra kystvagten blev sendt afsted for at overvåge området, mens ejeren af skibet - ifølge VesselValue det ukrainske selskab MD Shipping - har hyret en slæbebåd til at slæbe skibet til havnen i Aliaga i Tyrkiet.
Årsagen til branden på det 42 år gamle skib, der sejler under boliviansk flag, er endnu uafklaret.
#8aprile la #GuardiaCostiera dopo aver ricevuto un mayday ha coordinato un'attività di soccorso in favore di un mercantile con incendio a bordo. #SAR #andràtuttobene #turestaacasahttps://t.co/81KHtTKlFw pic.twitter.com/Re1kE3G6Dy
— Guardia Costiera (@guardiacostiera) April 8, 2020
Kilde: Reggio Today