Belgiske havne lammes ikke af terror
De belgiske havneaktiviteter er ikke blevet påvirket efter dagens bombeeksplosioner i Bruxelles, der dræbte snesevis af mennesker. Sikkerhedskontrollen ved havnene er dog blevet kraftigt skærpet, når folk skal ind på terminalerne. Mindst 34 er dræbt og cirka 200 kommet til skade ved bombeangrebene.
To bombeangreb i Zaventem lufthavn i Bruxelles tidligt på dagen og et andet bombeangreb på en af byens undergrundsstationer kort efter, har sat hele landet i højeste alarmberedskab. Belgien har hævet niveauet for sikkerhed i større byer til det maksimale.
Speditører i landet fortæller dog til TradeWinds, at de maritime aktiviteter fortsætter som normalt, men at der er indført skrappere kontrol for adgang til havneterminalerne.
Offentlige steder i Bruxelles og Antwerpen, der er landets største havneby, bliver grundigt kontrolleret af den belgiske hær.
Kilde: TradeWinds