Bel Air vokser igen på bundlinjen
Det dansk helikopterselskab Bel Air Aviation har efter flere magre år ny vækst på bundlinjen. Selskabet kom ifølge Berlingske Business ud af 2016 med et overskud på 33,4 millioner kroner mod 4,5 millioner kroner i 2015. Men selskabet har netop mistet en vigtig kontrakt.
Helikopterselskabet, der har Danmarks første kvindelige helikopterpilot Susanne Hessellund i spidsen, fløj i 2016 en bruttofortjeneste på 101,5 mio. kr. hjem til selskabets hovedkvarter i Esbjerg.
Men opsvinget i Bel Air er formentlig kortvarigt. Ifølge Shippingwatch har helikopterselskabet netop mistet sin største kontrakt i Nordsøen med Mærsk. Ordren er i stedet gået til en af selskabets rivaler. Ifølge nyhedsportalen vil den mistede kontrakt føre til afskedigelser i selskabet.
Kilde: Berlingske Business