Behov for revision af nettolønsordning
Hos Søfartens Ledere er der skuffelse over dagens afgørelse i Østre Landsret, hvor det blev afgjort, at to medarbejdere hos DFDS ikke har krav på automatisk lønregulering i forbindelse med skattelettelser. Søfartens Ledere mener, der er behov for en grundlæggende revision af nettolønsordningen i DIS.
”Vi er naturligvis ærgerlige og skuffede over at tabe sagen. Vi mener fortsat, at vi har den helt rigtige sag. I dag har vi også haft foretræde i Folketingets skatteudvalg i forbindelse med udvidelsen af DIS-ordningen til også at omfatte offshore-skibe. Der sagde vi også, at uanset om vi vinder eller taber sagen, ville det være helt relevant, hvis politikerne begyndte at beskæftige sig med nettolønsordningen”, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere.
”Der bør finde en revision af nettolønsordningen sted, så søfarende får ret til samme skattelettelser som resten af befolkningen, når skattelettelserne er fuldt finansierede af yderligere afgifter på andre områder. De afgifter skal søfarende jo betale ligesom alle andre. Det ville være positivt, hvis politikerne begyndte at interessere sig for det”, tilføjer han.
Søfartens Ledere har endnu ikke besluttet, om dagens dom skal ankes til Højesteret, men Fritz Ganzhorn forventer, at den afgørelse bliver taget meget snart, da det har været en vigtig og højtprofileret sag for Søfartens Ledere.
Redaktionen