Bedste år nogensinde for Desmi Ro-Clean
Desmi Ro-Clean, der er et datterselskab i koncernen Desmi Group, kom ud af 2013 med et primært driftsresultat på 22,8 mio. kr., hvilket er 50 procent mere end året før. Virksomheden sælger udstyr til opsamling af olieudslip.
”Samlet set det bedste år for virksomheden nogensinde, hvis man lige ser bort fra det helt ekstraordinære 2011, hvor oprydningen efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf kastede en spektakulær kraftig efterspørgsel på vores produkter af sig”, siger Henrik Sørensen, bestyrelsesformand for Desmi Ro-Clean, ifølge Metal Supply til Dagbladet Børsen.
Virksomheden forventer, at indtjeningen i 2014 bliver lidt bedre end i 2013.
Desmi Ro-Clean leverer udstyr til opsamling af olieudslip både på åbent hav og nær kysterne. Udover at levere udstyr tilbyder Desmi også at stå for vedligeholdelse af udstyret samt træning i forbindelse med brug af udstyret. Desmi Group er delt op i de tre sidestillede selskaber: Desmi Ro-Clean, Desmi Pumping Technology og Desmi Contracting.
Kilde: Metal Supply