Bedre rater dobler Hapag Lloyds overskud
Hapag Lloyd mere end fordoblede sit overskud i tredje kvartal 2018 på grund af forbedrede fragtrater og øgede mængder. Større volumen, bedre fartøjsudnyttelse og synergier efter UASC-fusionen bidrog også til et bedre resultat. Overskuddet steg med 119 procent i forhold til samme kvartal 2017.
”Vi har set en positiv udvikling i tredje kvartal og endte også med et positivt koncernresultat efter årets første ni måneder. Højere transportmængder, bedre udnyttelse af vores skibe og synergierne fra den nylige fusion med UASC har gjort det muligt for os at opveje delvist stigende driftsomkostninger”, siger administrerende direktør Rolf Habben Jansen.
Det tyske containerrederi bogførte en nettoindtægt på 113,4 millioner EUR. Det var 61,6 millioner EUR mere end nettooverskuddet på 51,8 millioner EUR i samme kvartal 2017.
Omsætningen endte 8,5 procent højere end for et år siden og blev på lidt over tre milliarder EUR, mens mængden af transporterede containere steg med en tilsvarende procentdel til 3,05 millioner TEU.
Ifølge Jansen ser selskabet ”forsigtigt optimistisk” på resten af året på trods af det vedvarende opadgående pres på driftsomkostningerne.
Redaktionen