Bagger bestilte luksusyacht til 50 mio. kr.
Den bedragerisigtede direktør for IT-Factory Stein Bagger nåede at bestille en ny luksusyacht til mere end 50 millioner kroner, inden hans korthus af falske leasing-arrangementer faldt sammen.
Stein Bagger var ikke kun glad for store og hurtige biler, han foretrak også luksus til søs. I Danmark ejede han en stor motorbåd, der ligger i Tuborg Havn, lige udenfor hans bolig. Og i Middelhavet ventede en 22 meter lang yacht til over 20 millioner kroner.
Men ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, havde Stein Bagger smag for endnu større både. Ifølge avisens oplysninger, nåede Stein Bagger at bestille en luksusyacht til mere end 50 millioner kroner hos det engelske yachtværft Sunseeker. En udbetaling på 20 procent af købssummen er allerede indbetalt.
Der er ikke fuld klarhed over, hvilken model Stein Bagger har bestilt. Men formentlig drejer det sig om en mere end 30 meter lang Sunseeker Predator 108, som en medarbejder på værftet bekræfter, at Stein Bagger har indhentet oplysninger om.
Bagmandspolitiet forsøger nu at beslaglægge udbetalingen, men det kan blive vanskeligt da luksusyachten allerede er gået i produktion.
Kilde: epn.dk
Se flere billeder af den luksusyacht Stein Bagger har bestilt, på :
Billedserier : Sunseeker Predator 108