Bagenkop-fiskere opgiver forretning
Fiskeriet i Bagenkop på Langeland har længe været på retur. Det har nu fået de lokale fiskeskippere bag salgsvirksomheden Bagenkop Fisk til at reje nøglen om. Det betyder tab af syv arbejdspladser og en del af miljøet i den gamle fiskerhavn.
”Det betyder, at vi har nedlagt syv stillinger. Det er trist og rigtig mange arbejdspladser hernede. Nu skal fiskerne igen have deres fisk til auktion i blandt andet Hvide Sande, men der er jo alligevel ganske få fiskere tilbage”, siger Ebbe Jørgensen, Bagenkop Fisk til TV2/Fyn.
1. september var det forbi med Bagenkop Fisk, der blev startet i 2010 af fire lokale fiskeskippere. Dårlig økonomi tvang den andelsejede virksomhed til lukning. De lokale fiskere forsøgte at afsætte deres fisk direkte til fiskebutikker, restauranter og private for at springe et mellemled over og levere friskere fisk.
De initiativrige fiskere havde blandt andet investeret i en bil, der var indrettet med køling og ugentligt besøgte en række dagligvareforretninger i det sydfynske område. Der blev solgt både friskfanget fisk og røgvarer fra bilen.
For kun få årtier siden var der over 50 erhvervsfiskere i Bagenkop, nu er der kun 10 tilbage. Dårlige afregningspriser og voksende udgifter til brændstof har fået mange til at give op.
Kilde: TV2/Fyn