Australsk cyklon river borerig løs
Atwood Oceanics har bekræftet, at en semi-submersible borerig er blevet beskadiget af en cyklonen Olwyn ud for det nordvestlige Australien. Atwood Osprey sprængte fortøjningerne den 12. marts og drev omkring tre sømil fra den oprindelige position.
”Riggen er i øjeblikket stabil med et forsyningsskib i position, og de foreløbige resultater tyder på minimal skade, der anslås højst at holde riggen ude af drift for reparationer i 30 dage”, siger Atwood.
Atwood Osprey var på kontrakt for Chevron Australien og var placeret ved Iago 1B brønden. Brønden var blevet lukket og sikret i overensstemmelse med Chevrons cyklon demobiliseringsprocedurer. Riggen havde taget ballast ind og alle medarbejdere var evakueret forud for cyklonen.
Ifølge medarbejdere, hos det amerikanske analyseselskab Cowen & Co, er Atwood Osprey chartret af Chevron til en dagsrate på 455.000 dollar. 30 dage ude af drift koster Atwood altså 13.650.000 dollar, hertil kommer så udgifter i forbindelse med reparationer og remobilisering.
Uheldet betyder at Atwoods anslåede indtjening i 2015 vil blive sænket på grund af den ekstra nedetid. Som en følge af hændelsen har Cowen & Co sænket andet kvartals indtjeningsestimat for virksomheden til 6,45 dollar fra 6,65 dollar per aktie.
Kilde: TradeWinds