Arkitekt angriber Mærsk McKinney-Møller
Den verdensberømte danske arkitekt Henning Larsen, der stod bag opførelsen af det næsten 2,5 milliarder kroner dyre operahus på Holmen i København, langer i en ny bog voldsomt ud efter Mærsk McKinney-Møller, som han beskriver som enevældig og diktatorisk
Med bogen 'De skal sige tak', bryder Henning Larsen en livslang tavsheds-klausul om byggeriet og giver sin version om byggesagen, den opera han aldrig fik lov til at bygge og Mærsk McKinney-Møller.
Henning Larsen forlod byggeriet af Operaen i protest, men han blev ydmygende trukket tilbage og tvunget til at lgge navn til et operahus, som arkitektonisk blev ødelagt af den magtfulde skibsreders indblanding:
"Hr. Møller ville ødelægge min tegnestue fuldstændig . Jeg var tvunget til at fortsætte og kæmpe for at få så mange af vores arkitektoniske ønsker og krav igennem som muligt", skriver Henning Larsen i bogen.
Henning Larsen beskriver kulturen omkring skibsrederen som slesk opad, uforskammet nedad. Man var bange for hr. Møller. Man rystede for hans reaktioner, skriver Henning Larsen.
Stemningen var præget af kritik, diktater, trusler og magtkamp, fortæller Henning Larsen i bogen, der udkommer i dag.
Heri refererer han fra interne møder og offentliggør mødereferater af den slags, der ellers aldrig slipper ud fra Mærsk-koncernen. Men nu kunne den 84-årige arkitekt ikke tie længere.
Fra et møde på Esplanaden fortæller Henning Larsen blandt andet, hvordan skibsrederen siddende i sin gyngestol med stiv pegefinger råber ad arkitekten og afviser ønsket om en ren glasfacade på operaen med slutordene:
"De skal sige tak".
Det er også titlen på bogen som ifølge DR næppe vil blive modtaget med tak på Esplanaden.
Kilde: DR Nyheder og Weekendavisen