Arbejdet genoptaget på Gedser-Rostock
Efter en tre dage lang strejke, genoptog 90 catering-ansatte på Scandlines færgerute mellem Gedser og Rostock onsdag middag igen arbejdet. Strejken skyldtes utilfredshed med sag om en tillidsrepræsentant.
Det var længere tids konflikt omkring en tillidsrepræsentant, der søndag fik cateringpersonalet til at nedlægge arbejdet. Tillidsmand Jakob Elikofer sendte i sommer en sms til en kollega, fordi han var utilfreds med at skulle forlade et egenkontroludvalg.
Sms'en havnede hos ledelsen og førte til, at tillidsrepræsentanten fik en skriftlig advarsel.
Jakob Elikofer har siden været sygemeldt i tre måneder på grund af et anstrengt forhold til Scandlines-ledelsen. Han vendte tilbage for et par uger siden, og i den forbindelse orienterede en repræsentant fra 3F-København skriftligt tillidsmandens kolleger om baggrunden for hans fravær.
Scandlines indbragte via Rederiforeningen herefter sagen for Arbejdsretten.
Men nu har Scandlines-ledelsen skriftligt lovet at få løst op for samarbejdsproblemerne på ruten. Et løfte som nu har fået de ansatte til at genoptage arbejdet.