APM Terminals med i opløbet i Cameroun
APM Terminals er med på en liste over tre kandidater, der er tilbage i kampen om at vinde retten til at drive Camerouns nye dybvandshavn i Kribi. Vinderen ventes at blive udpeget i slutningen af året.
De to andre kandidater er ICTSI og et konsortium bestående af Bolloré Africa Logistics, CMA CGM og China Harbour Engineering Company (CHEC).
Havnen, der skal være en eksporthavn for jernmalm og aluminium fra Cameroun og varer fra Chad, Den Centralafrikanske Republik og Congo-Brazzaville, er placeret i Mboro, der ligger 35 kilometer fra byen Kribi. Det vurderes, at konsortiet er favorit til at vinde.
Det betyder i så fald overhovedet ikke, at APM Terminals er sat ud af spillet på det afrikanske kontinent. APM Terminals underskrev således for nylig en hensigtserklæring med regeringen i Ghana om at udvide Ghanas vigtigste havn.
Kilde: IHS Maritime