APM-IBM tiltag fyrer op under konkurrencen
Maersk og IBM´s nyligt annoncerede samarbejde om en digitalisering af forsyningskæden i containerbranchen vil fyre op under konkurrenterne, siger Lars Jensen, Seaintelligence Consulting. Kampen om den fremtidige standard er skudt i gang, men det er ikke nødvendigvis den bedste teknologi, der vinder.
Det er ikke gået upåagtet hen, at Maersk Line og IBM har annonceret et samarbejde om at benytte den såkaldte blockchain-teknoligi til at digitalisere forsyningskæden indenfor container transporten.
Selskaberne har lanceret et pilotforsøg, der bygger på åbne standarder og inviterer alle led i kæden til at deltage.
“Det er fornuftigt nok. For hvis det her skal fungere, skal det blive en industristandard,” siger Lars Jensen, partner i Seaintelligence Consulting til Maritime Danmark.
Men selvom Maersk Line og IBM er tunge spillere i hver sin industri, er der ifølge Lars Jensen ikke nogen i branchen, der er tunge nok til at sætte en standard.
“Blockchain er en teknologisk mulighed for at løse
problemerne, men det vil der også være andre teknologier, der kan. Hvilken teknologi der ender med at blive en standard, er alt for tidligt at sige.
Men udspillet fra Maersk og IBM fungerer som en katalysator for udviklingen. Det fyrer op under konkurrenterne. De store rederier vil her i 2017 lancere forskellige piloter på området, fordi ingen ved, hvad der bliver den vindende teknologi. Derfor vil de afprøve forskellige piloter,” siger Lars Jensen.
Han forudser, at processen med afprøvning af forskellige piloter bliver kortvarigt.
“Allerede i 2018 vil vi se, hvilke piloter, der kommer til at køre videre - og hvilke, der lukkes ned.”
Men det bliver ifølge Lars Jensen ikke en kamp, der afgøres af et valg mellem forskellige teknologier, men derimod af, hvem der kan samle den største opbakning.
“Det bliver lidt ligesom det gamle slagsmål mellem de to videostandarder VHS og Betamax. Betamax var den bedste teknologi, men det var VHS, der vandt og satte standarden, fordi den fik den største opbakning i industrien. Sådan bliver det også i kampen om at sætte standarden for digitalisering af containerindustrien, siger Lars Jensen.
Digitaliseringen skal skabe større gennemsigtighed i forsyningskæden - og spare omkostninger.
Hvordan skal en ny standard finansieres - hvordan skal omkostningsbesparelserne fordeles?
Det er et rigtig godt spørgsmål som jeg ikke har noget svar på. Og jeg tror heller ikke, at aktørerne har det i dag. Når du får digitaliseret alt, får du sænket omkostningerne. Det er der ikke tvivl om. Men hvis man nu f.eks. får skåret 10 mia dollars ud af industrien globalt set, vil der være et slagsmål om, hvordan de penge skal fordeles,” forudser Lars Jensen.
“Meget vil ende ud i lavere fragtrater, men man skal huske, at industrien lige nu er tabsgivende, så det nytter ikke noget, at alle besparelserne går videre til afskiberne, for så kommer man aldrig til at tjene penge igen,” siger Lars Jensen.
Redaktionen