Antallet af omkomne er nu oppe på 15
KORT NYT: Dykkere har fundet ligene af to kvinder i de oversømmede dele af det kæntrede krydstogtskib Costa Concordia. Dermed er antallet af omkomne nu oppe på 15, mens 17 fortsat savnes og formodes omkomne.
En af de omkomne var ikke registreret som hverken passager eller ansat om bord på skibet, hvilket skaber usikkerhed omkring det reelle tabstal, da der kan have befundet sig et antal blindpassagerer om bord.
Bjærgningsmandskab ventes tirsdag at gå i gang med at fjerne den første olie fra det kæntrede krydstogtskib. Der befinder sig mere end 2.200 tons fuelolie i skibets 17 tanke.
Kilde: Washington Post
