Andel af danske søfolk i DIS falder stort
På trods af et rekordstort antal skibe i Dansk Internationalt Skibsregister, DIS, har andelen af danske søfarende aldrig været lavere. I år 2000 var mere end halvdelen af søfolkene på de danskflagede skibe danskere. Sidste år var det under en fjerdedel.
Siden årtusindskiftet er antallet af skibe i Dansk Internationalt Skibsregister steget med 25 procent og den samlede beskæftigelse i DIS, eksklusive passagerskibe, er vokset med hele 55 procent. I samme periode er andelen af danske søfarende ti modsætning hertil faldet med 30 procent.
I år 2000 udgjorde danske søfolk 53,7 procent af de søfarende i DIS. I 2016, hvor antallet sidst er opgjort, var denne andel faldet til 24,4 procent. Det viser mønstringstal fra Søfartsstyrelsen, som Søfartens Ledere har fået aktindsigt i.
Faldet i den danske beskæftigelse er generelt og rammer både navigatører og maskinmestre. Andelen af danske navigationsofficerer i DIS er således faldet fra 79,0 procent i år 2000 til 40,7 procent i 2016. For maskinofficererne er tallene henholdsvis 79,7 procent og 33,0 procent de pågældende år.
Der er nu så langt mellem de danske maskinofficerer, at der på 3 ud af 4 skibe i DIS blot er enten én dansk maskinchef eller én dansk 1. maskinmester tilbage. På det 4. skib er der slet ingen.
Læs mere HER
Kilde: Søfartens Ledere og Danmarks Statistik