Analytiker: Muligt frasalg af Maersk Oil
Mærsk aktien står til nye klø på Fondsbørsen efter at det står klart, at datterselskabet Maersk Oil har mistet sin absolut vigtigste kontrakt, det gigantiske Al Shaheen oliefelt i Qatar, som Maersk Oil har opbygget gennem de sidste 24 år. Et frasalg af Maersk Oil kan blive resultatet.
"Enten skal man accelerere sine investeringer meget betydeligt for at fylde tomrummet efter Al Shaheen. Eller også skal man erkende, at Maersk Oil er et selskab, der ikke har den nødvendige platform til at stå på egne ben. Og så kan det reelt set betyde, at man finder ud af, at det vil give mere værdi til aktionærerne at afhænde Maersk Oil til anden side", siger Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank, til dagbladet Børsen.
Hvis Mærsk vælger at beholde Maersk Oil og fylde hullet efter Al Shaheen op med nye aktiviteter, er der nok muligheder at tage af. Den lave oliepris betyder at der er rigtig mange felter til salg.
"Muligheden for at lave opkøb og styrke Maersk Oil er bestemt til stede. Men spørgsmålet er, om viljen til det er der, og hvordan det passer sammen med strategifasen, de går ind i nu", siger Morten Imsgard til avisen.
Maersk Oil meddelte mandag aften at selskabet har mistet sin vigtigste aktivitet, Al Shaheen feltet i Qatar, og at man vil flytte flere af sine medarbejdere, som i dag er ansat i Qatar, til andre steder i sin globale organisation.
Selskabet forventes, at størstedelen af de tilbageværende medarbejdere i Qatar vil blive tilbudt ansættelse af den nye operatør, det franske olieselskab Total.
Kilde: Dagbladet Børsen