Amerikansk interesse for dansk offshore
USA vil bruge dansk teknologi til at bygge landets første havmøllepark i havet ud for delstaten Maryland. Derfor besøger en delegation af politikere, ingeniører og investorer i weekenden danske offshore faciliteter.
”Maryland besøgte allerede Danmark i foråret, hvor de blev klogere på offshoresektoren i Esbjerg.
Når nu de kommer på besøg igen, så er det fordi, de mener danske virksomheder har noget helt
særligt at byde på inden for offshore energi”, siger Claus Andersen fra Eksportrådets handelskontor i Chicago.
Claus Andersen har arrangeret turen til Danmark, der denne gang bringer de amerikanske politikere til Grenå Havn og Lindø Industripark.
Liz Burdock, Executive Director fra Business Coalition for Maryland, er en af projektets
administratorer og bekræfter, at Danmark har særlig interesse.
”Dansk offshore industri har sin helt egen tilgang til vedvarende energi og er ikke bare
en copy paste model af den offshore industri, vi ellers kender”, siger Liz Burdock.
”Derfor har vi valgt at tage Maryland virksomheder med på turen for at klæde dem på til,
hvad det vil sige at samarbejde med en dansk virksomhed”.
Delegationen tæller tyve mænd og kvinder og består udover statssenatorer og borgmestre af
ingeniører, investorer og projektledere. Fredag den 15. november besøger de Lindø Industripark
og dagen efter går turen til Grenå, hvor de skal kigge nærmere på havmølleparken ud for Anholt.
Kilde: Udenrigsministeriet