Amazon køber rekordstort ind hos Ørsted
Amazon har underskrevet en tiårig kontrakt med Ørsted om at aftage produktionen fra 250 MW ud af Ørsteds planlagte kapacitet på 900 MW på Borkum Riffgrund 3 havvindmølleparken ud for Tysklands kyst.
Aftalen, der skal bidrage til Amazons mål om at blive 100 pct. bæredygtig i 2030 som led i selskabets mål om at nå en netto nul-udledning af CO2 i 2040, er den største af sin art i Europa.
“Denne aftale viser, at Ørsted er velpositioneret til at hjælpe selskaber med grønne ambitioner til at handle i forhold til den globale klimaudfordring. Aftalen med Amazon vedrørende Borkum Riffgrund 3 vil drive dette nul-tilskudsprojekt et skridt nærmere realisering, hvor det vil levere store mængder ren elektricitet til Tysklands grønne omstilling.
Tyskland er fortsat et attraktivt marked for Ørsted med landets nylige beslutning om at have 40 GW havvindkapacitet installeret inden 2040,” siger Rasmus Errboe, senior vice president i Ørsted og ansvarlig for den indgåede aftale.
Det er den anden aftale af sin art med Amazon. Den første blev indgået i 2016 og omfatter 253 MW fra en landbaseret vindmøllepark i Texas.
Borkum Riffgrund 3 forventes at komme i drift i 2025.
Kilde: Offshore Wind