Alang Beach - skibets sidste havn
Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør er fra den 25. september til den 7. marts næste vært for en særudstilling om ophugning af skibe, herunder en fotoudstilling fra den indiske ophugningsstrand Alang Beach, samt møbler fra M/F Kong Frederik IX.
Alang Beach huser omkring 180 ophugningsværfter og værfterne langs med stranden står for ophugningen af ca. 50 % af de skibe, der årligt fra hele verden bliver sendt til ophugning. Stedet er på mange måder ideelt, for forskellen mellem flod og ebbe er ekstrem stor, og der er kun flod to gange om måneden.
Efterhånden som nye skibe kommer ud på markedet, bliver de gamle sendt til Indien, hvor de bliver tømt for alt genbrugeligt inventar, hvorefter skibet skæres op og stålet sendes til omsmeltning. Ombord i passagerskibene var inventaret: møbler, døre, paneler malerier og relieffer udført af nogle af tidens førende kunstnere og designere.
Her iblandt M/F Komg Frederik IX, der ved ankomsten til Alang Beach stadig var i besiddelse af en stor del af de oprindelige møbler fra dengang færgen forlod Helsingør Værft.
I 2005 afgik Kong Frederik IX, efter flere forgæves forsøg på at bevare færgen i Danmark som museumsfærge til, Indien, efter ankomsten derude, nåede sagen op på ministerniveau, og endnu et par forsøg blev gjort på at få færgen hjem igen, men det lykkedes ikke. M/F Kong Frederik IX blev hugget op, men et lille stykke af færgen, ikke meget måske, kun otte stole, fik dog, efter en tur rundt om jorden, lov til at vende hjem til Helsingør, hvor de vil indgå som et centralt element i efterårets udstilling om skibsophugning på Alang Beach.
Kilde: Handels- og Søfartsmuseet