Ærø-færger larmer for meget
Svendborg Kommune har det seneste år givet Ærø-færgerne flere påbud om at dæmpe støjen, når færgerne ligger i havn. Under udarbejdelse af havneplanerne fik kommunen udarbejdet en støjmåling. Målingerne viser, at støjgrænserne overskrides i aften- og nattetimerne samt i weekenderne.
”Vi har sendt varsler om påbud, egentlige påbud og rykkere - flere gange, og problemet har været, at trafikdirektør Keld Møller godt nok har sagt noget om, hvad han agter at gøre - han har bare ikke rigtig fået det gjort”, siger kemiingeniør Henning Mortensen fra Svendborg Kommunes afdeling på Byg Plan og Erhverv til fyens.dk.
Ærøs trafikdirektør mener til gengæld, at færgeruten til Svendborg er en del af det eksisterende vejnet og at det ikke er rederiets sag, når biler, som skal med færgen eventuelt larmer, da det sker på offentligt tilgængeligt område. På visse tidspunkter er overskridelsen så markant som 15 dB.
”Derfor mener vi, at færdsel af tredjemand på dette vejnet ikke vedrører færgernes virksomhed. Det kan ikke være færgerne, der skal stå for støjdæmpning af private lastbiler, der kører på det vejnet”, siger Keld Møller til fyens.dk.
Der er dog planer om forskellige tiltag, for at imødekomme Svendborg Kommunes krav. En mulighed er en støjdæmpende belægning på rampen, en anden er slukning af ventilationen eller måske helt at stoppe for færgemotorerne i det kvarter, den ligger i havn.
Ruten mellem Svendborg og Ærø betjenes af søsterfærgerne M/F Marstal og MF Ærøskøbing, der begge er taget i drift i 1999.
Kilde: fyens.dk