Ærø-færgen Marstal tilbage i dok igen
Problemer med gearet på MF Marstal betød, at færgen er blevet aflyst hele torsdag. Desuden er samtlige færgens afgange nu også blevet aflyst i morgen fredag. Det fremgår af Ærøfærgernes hjemmeside. Færgen er tilbage på Marstal Værft, hvor en specialist i øjeblikket er i gang med at se på problemet.
”Vi håbede på, at en specialist kunne guide os over telefonen, men sent i går eftermiddags , besluttede vi os for at sejle færgen på værft. Det et er nødvendigt at få den ud af vandet, så vi kan kigge under den”, siger færgeselskabets direktør, Keld Møller, til Fyns Amts Avis.
For ni dage siden påsejlede færgen et afviserværn ved Svendborgsundbroen. Færgen skulle have været tilbage i drift i går, onsdag, men lå stille hele dagen i Ærøskøbing, mens færgepersonalet forsøgte at finde og løse gearproblemerne.
Det vides ikke, om det er skader fra påsejlingen, der er årsag til gearproblemet, som man først antog. I øjeblikket er det uvist, hvor lang tid, det vil tage at løse problemerne.
Hvis færgen skal på værft i længere tid, udskyder rederiet den planlagte dokning af MF Ærøskøbing fra mandag den 19. oktober til torsdag den 29. oktober.
”Det er klart, at vi ikke tager en færge ud til ordinært eftersyn, hvis den anden færge er i dok”, siger Keld Møller.
Kilde: Fyns Amts Avis