ADP har ansat ny havnechef
Associated Danish Ports / ADP - der driver havnene i Fredericia, Nyborg og Middelfart - har ansat Jimmi Jørgensen som havnechef. Havnechefen for ADP indgår i lederteamet og har ansvaret for den daglige drift.
”Jeg ser frem til et godt samarbejde baseret på dialog med havnenes kunder – det er jo dem, der skaber grundlaget for havnenes succes”, siger Jimmi Jørgensen.
50-årige Jimmi Jørgensen er uddannet inden for søværnet og har efterfølgende suppleret med flere ledelsesuddannelser. Ansættelser inden for salg og marketing i den maritime sektor giver den ny havnechef, der i tidligere jobs også har haft ledelses- og økonomiansvar, et solidt maritimt erfaringsgrundlag.
Jimmi Jørgensen skal arbejde tæt sammen med ADP’s tre formænd og tre havne-assistenter og får ansvaret for havnenes kranførere og terminalarbejdere.
”Jeg ser frem til et konstruktivt samarbejde med personalet, hvoraf flere har været ansat i mange år og dermed har et bredt erfaringsgrundlag, som er et stort aktiv for virksomheden”, siger Jimmi Jørgensen.
Kilde: ADP