Absalon i dialog med somaliere
Støtteskibet Absalon, der er indsat i NATOs operation mod pirateri Operation Ocean Shield, har haft møder med lokale ledere fra byen Hobyo på Somalias østkyst. Mødet åbner for et fremtidigt samarbejde mellem NATOs maritime styrker og somaliske myndigheder i kampen mod pirateri.
”Den åbne dialog er med til at styrke tilliden parterne imellem, og forhåbentlig vil fortsatte møder med somaliske ledere om bord på Absalon med tiden føre til møder med myndigheder på regionalt og regerings niveau”, siger Chef på Absalon, kommandørkaptajn Per Moll Petersen.
Møderne om bord på Absalon, havde til formål at åbne en dialog med myndighederne på land for at komme pirateri ud for Østafrika til livs. Resultatet af møderne har skabt rammer for et fremtidigt samarbejde mellem NATOs maritime styrker i området og somaliske myndigheder på land.
Det er en fantastisk krævende opgave at opbygge et demokratisk samfund på resterne af flere års fattigdom, hungersnød og borgerkrig. For begge parter er dialogen med til at fastslå eventuelle områder, hvor der vil være ekstra stor effekt af støtte fra for eksempel Danmark og andre lande.
Dialogen skaber desuden forudsætning for at støtte Somalia i opbygningen af et bedre fungerende samfund, der kan ernære sig uden indtægter fra pirateri.
Kilde: Forsvaret