75 året for D-dagen markeret
Monumentet for de danske krigssejlere ved Utah Beach i Frankrig var torsdag ramme om en mindehøjtidelighed i anledning af 75-året for de allieredes invasion af Normandiet. De danske søfarendes organisationer og ITF lagde fælles krans ved monumentet. Også Danske WWII Veteraner lagde en krans.
Mindehøjtideligheden blev forestået af oberst Nicolai Mentz, Forsvarsattaché ved Den Danske Ambassade i Paris. ITF-inspektør Morten Bach fra 3F Sømændene var ligeledes til stede sammen med veteran Antoinette Meldgaard, der i dag er 97 år.
CO Søfart oplyser på sin hjemmeside, at monumentet blev opført i Normandiet i 1984 til minde om de flere end 800 danske søfolk, der deltog i de allieredes landgang 6. juni 1944 - Operation Overlord.
Mindesmærket står i vejsiden på ruten mellem Sainte-Marie-du-Mont og Utah Beach Monumentet, kun 2 km fra stranden.
På billedet herover ses besætningsmedlemmer om bord på det danske skib Avance, der deltog i D-Dagen.
Redaktionen