75 % af konsumfiskeri er MSC-certificeret
Størstedelen af det danske konsumfiskeri er nu MSC-certificeret, hvilket betyder at målet som blev sat for 2012 er opnået. 75 procent svarer til godt 230.000 tons ud af de samlede landinger som udgjorde 280.000 tons i 2012.
“Der er grund til at glæde sig over, at vi har nået vores mål for certificering af fiskerier, og navnlig at over tre-fjerdedele af den landede konsummængde er MSC-certificeret. På verdensplan er det kun Norge der kan prale af et lignende niveau af certificering”, siger konsulent og certificeringsansvarlig i Danske Fiskere PO, Jonathan Broch Jacobsen ifølge Danmarks Fiskeriforening.
Økonomisk set svarer de 75 procent til 1,3 milliarder kroner, hvilket er lige over halvdelen af den samlede omsætning. “Desværre har det kun sjældent vist sig på bundlinjen for den enkelte fisker, når vi ser på, hvad han får for sine fisk, tilføjer han dog og peger på, at det er op til opkøberne og de senere led i kæden mellem fiskere og forbruger at få øget værdien af den MSC-certificerede fisk”, siger Jonathan Broch Jacobsen.
Kilde: Danmarks Fiskeriforening