67 år gammel færge bygget som krigsskib
Den 67 år gamle finske færge Kristina Brahe er still going strong. Færgen har lige fået ny ejer, Saimaan Matkaverkko, og nyt navn - Brahe. Brahe skal fra sommeren 2011 sejle krydstogt mellem Helsingfors, Kotka, Lappeenranta og Savonlinna.
Kristina Brahe.
Dermed får den gamle færge føjet endnu et kapitel til lang og meget farverig historie.
Historien begynder i USA i 1943, hvor Brahe blev bygget som bevogtningsfartøj til den amerikanske flåde og navngivet USS PCE 830.
Samme år blev krigsskibet udlånt til Storbritannien, hvor det under navnet HMS Kilchernan deltog i 2. verdenskrig som ubådsjager ved Gibraltar og langs den vestafrikanske kyst.
Efter krigen blev skibet solgt til Norge, hvor det blev ombygget til passagerfærge. Fra 1949 og frem til 1973 sejlede færgen på Hardanger Sunnhordlanske D/S rute mellem Bergen og Ølen, under navnet Sunnhordland.
Men dermed var det ikke slut.
Efter oplægning i nogle år blev færgen i 1975 solgt til Finland, hvor det under navnet Kristina Brahe i de sidste 35 år har sejlet turisttrafik mellem Finland og Rusland, samt på søer og vandveje i Karelenområdet.
Kilde: bo.no