158 evakueret fra norsk platform
158 personer blev evakueret efter, at en platform, som ligger til kaj på Hanøytangen i Askøy i Hordaland i Norge, tidligt fredag morgen var på vej til et kæntre. Årsagen var, at der var opstået en lækage i et pumperum, og at platformen begyndte at tage vand ind.
”Der siver fortsat lidt vand ind. Men vi tror ikke længere, at den vælter”, lyder det fra politiets operationsleder, Inger Myrtvedt i Hordaland.
Politiet i Hordaland modtog anmeldelsen klokken 04.30, men omkring klokken 6 i morges kunne de meddele, at situationen er under kontrol.
En af de evakuerede er kommet lettere til skade. Der er stadig 37 mennesker tilbage på platformen. De forsøger at forsegle lækagen. Dykkere er tilkaldt. De prøver udefra at tætne et hul i et rør.
Der er i øjeblikket ingen fare for forurening.
Kilde: VG.