12 pirater dræbt i ildkamp
Den nigerianske flåde har dræbt 12 pirater og taget 4 til fange efter en 30 minutter lang ildkamp. Piraterne havde kapret et tankskib, men det blev omringet af nigerianske flådestyrker. Kampen opstod da piraterne forsøgte at flygte i en motorbåd.
”Da vi kom om bord på motorbåden var kun 4 af de 16 pirater i live. Motorbåden sank inden vi nåede at bjærge ligene”, siger kontreadmiral Sidi-Ali Hassan, der er chef for Nigerias flåde.
Kampen, der fandt sted i sidste uge, er den hidtil voldsomste skudepisode ud for den vestafrikanske kyst, hvor pirater og bevæbnede banditter udgør et stadigt stigende problem.
Vestlige krigsskibe, herunder danske, har tidligere været i ildkamp med pirater, men det har været i farvandet ud for Somalis kyst.
Kilde: Thisdaylive.com