Ydmyg modtager af Den Maritime Pris
På trods af en karriere der får alle andre karrierer til at blegne, både hvad højdepunkter og varighed angår, så var det en meget ydmyg Mærsk Mc-Kinney Møller, der i dag modtog Den Maritime Pris 2007.
Men det var også en tydelig glad Mærsk Mc-Kinney Møller der modtog prisen.
"I min høje alder er jeg så heldig at kunne være her i dag og tage imod denne hædersbevisning", sagde den 94-årige skibsreder.
"Jeg er blevet opdraget til, at man skal gøre gavn. Og indpodningen i mit hjem var ret så effektiv. Det som er sket her i dag, er en bekræftelse af, at det i nogen grad er lykkedes at gøre gavn," sagde Mærsk Mc-Kinney Møller.
Og så viste Mærsk Mc-Kinney Møller, at han ikke blot er åndsfrisk, men også har sin humor i behold.
"Jeg var for en del år siden i San Francisco, hvor jeg blev hædret. Alle var i sort og hvidt og der blev holdt en længere tale til og om mig. Pludselig lød det fra salen: "Who's he talking about" (Hvem taler han om). Det var min hustru. Med alle de rosende ord, der er blevet udtalt om mig i dag, kan det være svært at genkende sig selv," fortalte skibsrederen beskedent.
Det var økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen der overrakte Den Maritime Pris 2007 til Mærsk Mc-Kinney Møller.