Workshop: More Women at Sea kick-off
Arbejdet for at få flere kvinder til at vælge en karriere til søs er på dagsordenen, når Danske Rederier i samarbejde med det maritime netværk MDC inviterer til workshop onsdag den 16. januar 2019.
Det Blå Danmark mangler fortsat kvinder til søs. Blandt søfarende er der kun ca. to pct. kvinder, og det skal der gøres noget ved.
”Der er kamp om arbejdskraften disse år, og det er derfor vigtigt, at vi retter blikket alle de steder hen, hvor der er kompetent arbejdskraft at hente. Det er nødvendigt med flere kvinder, dels fordi vi går glip af halvdelen af talentmassen, hvis ikke vi får fat i dem, og dels fordi en mere mangfoldig besætning lader til at skabe en bedre dynamik på arbejdspladsen”, siger Anne Windfeldt Trolle, direktør i Danske Rederier.
Derfor afholder Danske Rederier i samarbejde med det maritime netværk MDC workshoppen ”More Women at Sea”.
Her skal deltagerne debattere muligheder og udarbejde konkrete tiltag. Workshoppen indledes med inspiration fra to andre brancher, der har formået at vinde kvindernes interesse, nemlig IT Universitetet og Forsvaret.
”Jeg håber, vi får en masse inspiration vi kan tage med hjem og bruge i vores videre arbejde med at rekruttere kvinder til Det Blå Danmark. Samtidig giver en sådan dag rigtig gode muligheder for at netværke med en masse dygtige kvinder, der måske har lyst til at være en del af kampagnen. Alt peger på, at den bedste måde at tiltrække unge mennesker på, sker via rollemodeller fra branchen, så dem vil vi gerne have flere af i regi af World Careers”, siger Anne Bay Riisager, der er kampagneleder i World Careers.
Workshoppen er inddelt i tre spor – ’rederiernes opgave’, ’de maritime skolers og studerendes opgave’ samt ’kvindelige søfarende - tidligere og nuværende’. Det er planen, at workshoppens idéer skal igangsættes i løbet 2019, og dermed samtidig skal kickstarte IMO’s World Maritime Day Theme 2019: "Empowering Women in the Maritime Community".
Kilde: Danske Rederier