Wärtsilä nedlægger 550 stillinger
Et svagt marked tvinger Wärtsilä til at afskedige 550 personer på globalt plan. 270 af dem i hjemlandet Finland. Koncernen kalder det en omstrukturering af organisation, drift og tilpasning til den svækkede tilstand i markedet for nybyggede skibe og vanskelige konkurrenceforhold.
”Disse justeringer af kapaciteten skal desværre foretages , hvis vi skal fastholde vores konkurrenceevne på det globale marked. Vi gør vores yderste for at støtte folk, hvis job er berørt af omstruktureringen”, siger administrerende direktør Jaakko Eskola i en pressemeddelelse.
Det er hovedsageligt forretningsområderne Marine Solutions og Energy Solutions, der berøres af omstruktureringen, som betyder, at 550 arbejdspladser vil blivenedlagt. Derudover vil virksomheden koncentrere sin motor-relaterede forskning og udvikling i Finland.
Ændringerne vil begynde i andet kvartal i år og skal være afsluttet ved udgangen af 2017. Selskabet forventer, at der vil blive engangsomkostninger på 50 millioner EUR i forbindelse med omstruktureringen. Når disse er gennemført ventes til gengæld årlige besparelser på 50 millioner EUR.
Kilde: Wärtsilä